Spring til indhold

European Energy’s arbejde med forsyningskæder i Kina

Solceller fra Kina

Vi står over for en stor udbygning af solenergi i Danmark, så vi kan blive uafhængige af russisk energi og bekæmpe klimaforandringerne. Men vi står samtidig i en situation, hvor 95% af verdens solcelleproduktion foregår i Kina, og hvor en del af råmaterialerne til disse bliver udvundet af tvangsarbejdere i Xinjiang-provinsen.

Uighurske tvangsarbejdere til udvinding af råmaterialer

I maj 2021 udkom en rapport, der dokumenterer, at kinesiske virksomheder systematisk bruger tvangsarbejdere til udvinding og bearbejdning af råmaterialer til solcellepaneler – paneler, der lander på marker og tage over hele verden. Det er umuligt at få et indblik i omfanget af brug af tvangsarbejdere, men rapporten dokumenterer en forbindelse mellem en række af de virksomheder, der benytter uighurske tvangsarbejdere til udvinding af råmaterialer til solceller i Xinjiang-provinsen og de virksomheder, der laver solcellepaneler.

Vi arbejder på at få stoppet brug af tvangsarbejde

Selv om European Energy ikke bliver nævnt i rapporten, bliver en række af vores samarbejdspartnere nævnt. Derfor har vi siden udgivelsen af rapporten sidste år i maj arbejdet på at få stoppet brug af tvangsarbejde i forbindelse med udvinding og bearbejdning af råmaterialer til solceller.

Større indsigt i forsyningskæderne

Det har vi gjort ved at lægge pres på vores samarbejdspartnere, der handler med virksomheder i den berygtede Xinjiang-provins. Vi har gjort det tydeligt, at vi ikke kan handle med virksomheder, der overtræder menneskerettighederne, og vi har krævet større indsigt i forsyningskæderne – helt tilbage fra mineudvindingen.

Solcellebranchen skal finde holdbare løsninger

Det er rigtigt godt, at danske medier nu også har fået øjnene op for denne sag. Det øger presset på de kinesiske virksomheder og myndigheder, og det øger presset på den danske og europæiske solcellebranche for at finde holdbare løsninger. Vi har selv udtalt os om sagen bl.a. til programmet, Operation X på TV2. Og vi fortsætter med at tage denne dialog med omverdenen, indtil der ikke længere foregår tvangsarbejde i produktionen af komponenter til solceller.

Over 95% af alle solceller i verden er produceret i Kina

Ligesom bil-, tech- og tekstilindustrien er solcelleindustrien afhængig af råmaterialer fra Xinjiang-provinsen. Over 95% af alle solceller i verden er produceret i Kina. Og selv om vi arbejder på at etablere en uafhængig solcelleindustri i Europa, så findes der desværre ikke nogen hurtig og enkel løsning.

En ny fuld forsyningskæde uden for Xinjiang-provinsen

Den gode nyhed er, at vi kan se, at presset på vores samarbejdspartnere virker. Et pres der betyder, at flere og flere flytter deres virksomheder ud af Xinjiang-provinsen. Et pres der betyder, at to af de største af vores samarbejdspartnere nu mener at kunne garantere en fuld forsyningskæde uden for Xinjiang-provinsen.

Den grønne omstilling skal ikke ske på bekostning af menneskerettigheder

Vi er ikke i mål endnu, så det er vigtigt, at vi opretholder presset, samtidig med at vi tager dialogen. Vi skal fortsætte med at kræve, at tvangsarbejdet ophører og kræve større indblik i forsyningskæderne i Kina. Og vi skal fortsætte med at kræve, at vores samhandelspartnere får ryddet op i hele forsyningskæden, så vi kan sikre, at den grønne omstilling ikke sker på bekostning af menneskerettigheder.

Xinjiang-provinsen i Kina

I maj 2022 offentliggjorde en række medier over hele verden lækkede dokumenter, der viser Kinas behandling af uighurer i Xinjiang-provinsen. Offentliggørelsen følger i kølvandet på andre rapporter og beretninger fra internationale observatører, der konkluderer, at Kina har overtrådt og sandsynligvis stadig overtræder menneskeretskonventioner og bl.a. har holdt uighurerne i arbejdslejre eller fængsler uden en rimelig retsproces og retssikkerhed for de berørte.

Uighurerne og tvangsarbejde

Internationale rapporter peger på, at uighurerne har udført tvangsarbejde både i kvartsminerne og under produktion af metallurgisk grade silicium og polysilicium. Da metallurgisk grade silicium anvendes bredt, vil en lang række produkter indeholde dette råmateriale, som kan være produceret ved hjælp af tvangsarbejde. Dette gælder produkter som f.eks. biler, vindmølletårne, skibe, containere, solcelle-moduler, mobiltelefoner mm. som aftager af 88% af den samlede mængde metallurgisk grade silicium.

Til produktionen af solceller, hvor Kina har opnået en global dominans med en markedsandel på mere end 95%, anvendes polysilicium i 95% af alle produkter. Dermed står energibranchen i en situation, hvor import af produkter fra Kina – f.eks.  vindmølletårne eller solcelle-moduler – kan indeholde råmateriale frembragt ved tvangsarbejde.

_________________________________________________________________________________________

Mere gennemsigtighed i forsyningskæder

I Danmark har flere medier fulgt op på de læggede dokumenter om tilstanden i Xinjiang-provinsen. Således har TV2 Operation X interviewet European Energy vedrørende vores forsyningskæde inden for solcellemoduler. Vi anerkender vigtigheden af det store arbejde, som en lang række medier og forskere, siden foråret 2021 har udført i forhold til den kinesiske stats brug af tvangsarbejde. Vores arbejde i European Energy og i solcellebranchen med at få mere gennemsigtighed i den kinesiske forsyningskæde bliver kun mere effektivt med et større offentligt pres.

Syv led i forsyningskæden

Forsyningskæde for solcellepaneler

Der er syv led i forsyningskæden. De sidste fire led i kæden foregår typisk i det østlige Kina og er ikke under mistanke. Mistanken om og dokumentationen af tvangsarbejde vedrører de tre første led, som er tæt på minedriften. Kvarts er det første led i kæden for produktion af metallurgisk grade silicium og udvindes ved minedrift bl.a. i Xinjiang-provinsen. Metallurgisk grade silicium anvendes i en lang række produkter, som fx stål, aluminium og polysilicium, hvor polysilicium er det centrale råmateriale i fremstillingen af mikrochips og de fleste solceller. Næsten halvdelen af den kinesiske polysilicium produceres i Xinjiang provinsen, og i alt aftager hele den kinesiske polysilicium produktion ca. 12% af den indenlandsk producerede mængde af metallurgisk silicium.

Produkt:

Solcellemoduler

Solcellemodul som det endelige produkt af forsyningskæden. Denne produktion finder som regel sted i det østlige Kina og er ikke mistænkt for at ske ved tvangsarbejde.

Produkt:

Solceller

Produktionen af solceller. Denne produktion er ikke mistænkt for at ske ved tvangsarbejde.

Produkt:

Siliciumskiver (wafers)

Siliciumskiver er grundlaget for produktion af solceller. Denne produktion finder som regel sted i det østlige Kina og er ikke mistænkt for at ske ved tvangsarbejde.

Produkt:

Monokrystallinsk silicium

Monokrystallinsk silicium går til produktion af siliciumskiver. Denne produktion finder som regel sted i det østlige Kina og er ikke mistænkt for at ske ved tvangsarbejde.

Produkt:

Polysilicium

Polysicilium danner grundlag for monokrystallisnk silicium. Produktion af polysilicium er mistænkt for at ske gennem tvangsarbejde.

Produkt:

Metallurgisk grade silicium

Metallurgisk grade silicium videreforarbejdes til polysilicium. Der er dokumenteret brug af tvangsarbejde i processen for videreforarbejdelse af metallurgisk grade silicium.

Produkt:

Kvarts

Brydning af kvarts i miner. Der er dokumenteret brug af tvangsarbejde i forbindelse med brydningen af kvarts.

De 3 hovedproblematikker

Global afhængighed af kinesiske solcellepaneler

Mere end 95% af alle producerede solceller er produceret i Kina . Dvs. stort set alle de solceller, der er opsat i verden, Europa eller i Danmark har et kinesisk aftryk.

Manglende gennemsigtighed i leverandørkæden

De kinesiske solcellepanel-leverandører er, selv om de er ISO 9000 godkendte, ikke vant til at dokumentere deres forsyningskæde syv led tilbage fra det produkt, de sælger til deres kunder. De vil typisk kun have indflydelse på den konkrete valg af materialer og underleverandører ca. fire led tilbage i værdikæden.

Et stigende internationalt pres begynder at vise sin effekt

USA stiller, fra 21. juni 2022, krav om at alle importerede solcelle-paneler til USA skal dokumentere, at de ikke indeholder materialer som er produceret i Xinjiang. Dette krav fra verdens andet største marked bevirker, at producenterne lige nu er i gang med at etablere procedurer til validering af den dokumentation af forsyningskæde, som de amerikanske importører arbejder på at fremskaffe. Europa følger resultatet af dette arbejde tæt.

FAQ

European Energy køber i dag solpaneler fra LONGi Green Technology, Trina Solar og Eging. Alle tre internationalt orienterede producenter er på Bloomberg’s liste over Tier One producenter, hvoraf både LONGi og Trina er børsnoterede med normal offentlig rapportering mm. LONGi er verdens største producent at solcellepaneler. Ved valg af Tier One leverandører med globalt salg og produktion frem for mindre lokale producenter mener vi, at der er større lydhørhed for at fremskaffe den komplette dokumentation af forsyningskædens syv led.

I den samlede forsyningskæde er der ingen kilder, der peger på problemer med tvangsarbejde i de fire sidste led i produktionen. Det er der derimod i de første to led (udvinding af kvarts samt produktion af MG-Si fra denne kvarts). I det tredje led, som er selve polysilicium-fremstillingen, er der bevis for, at en række virksomheder deltager i de kinesiske tvangsarbejdsprogrammer ved fx at modtage statsstøtte for at placere sig geografisk i de områder, hvor tvangsarbejdsprogrammerne praktiseres.

I European Energy har vi taget oplysninger om tvangsarbejde i forbindelse med udvindingen af kvarts og produktionen af MG-Si samt indikationer på tvangsarbejde i polysilicium-fremstillingen meget alvorligt. Tvangsarbejde er helt uacceptabelt, og vi tager stærk afstand fra overtrædelser af menneskerettigheder. Derfor iværksatte vi straks, da vi blev bekendt med problemstillingen, en intern proces, der arbejder for mere transparens og sporbarhed i vores forsyningskæde.

Læs mere om vores arbejde med bæredygtighed her

Vi har i vores leverandørkontrakter implementeret klausuler, hvor vi kræver, at vores leverandører og deres underleverandører ikke overtræder menneskerettighederne, ligesom vi også har skubbet på i vores brancheorganisationer for at få etableret en fælles europæisk indsats over for tvangsarbejde.

Læs mere om vores arbejde her

Vi vil købe solpaneler fra Kina sålænge, at det kan dokumenteres, at der ikke er tvangsarbejde involveret i produktionen af solpaneler, og at der ikke har foregået tvangsarbejde i produktionen eller udvindingen af råmaterialer til solpanelerne.

Vi blev bekendt med problematikken om solpaneler produceret i Kinas Xinjiang-region og tvangsarbejde i starten af 2021. Siden da har vi iværksat et stort arbejde med at finde ud af helt præcist, hvorvidt nogle af vores leverandører leverer solpaneler til os, der indeholder råmateriale, der kan stamme fra Xinjiang, ligesom vi i samarbejde med den øvrige solcelleindustri har presset på for at få etableret en forsyningskæde uden for Xinjiang.

Helt konkret betyder det, at en række kinesiske solpanelproducenter i dag er ved at få forsyningskæder, der kan dokumentere, at der ikke er noget sted i forsyningskæden, hvor der indgår materialer eller arbejde fra Xinjiang. Det betyder også, at disse producenter er godkendt til at eksportere til det amerikanske marked.

Læs mere om vores arbejde her

Kontakt

Tag kontakt til os, hvis I har spørgsmål til vores forsyningskæde i Kina.

Ming Ou Lü

Pressechef

(+45) 31 26 93 76

Thomas Beck Sørensen

Kommunikationschef

(+45) 31 19 50 28