Pressemeddelelse
European Energy indgår driftsaftale med Heartland for solpark ved Holstebro
nov 18, 2025
European Energy overtager driften af HEARTLANDs solpark, Gedmose, ved Holstebro. Aftalen styrker European Energys portefølje af driftsaktiviteter inden for vedvarende energi.
European Energy skal fra den 1. januar 2026 stå for driften af solparken Gedmose, som ejes af HEARTLAND. Solparken, der blev tilsluttet elnettet i 2021, var på daværende tidspunkt den største i Nordeuropa med en kapacitet på 207 MW. Den ligger umiddelbart uden for Holstebro og producerer årligt strøm svarende til elforbruget i mere end 50.000 husstande. Det er første gang, European Energy overtager driftsaktiviteterne for en solpark, som virksomheden ikke selv har udviklet og ejerskabet af.
Med aftalen udvider European Energy sin portefølje af driftsaktiviteter inden for vedvarende energi. I dag varetager virksomheden driften og asset management af 4 GW vedvarende energikapacitet.
“En vigtig del af vores strategiske ændring inden for asset management har været at tilbyde vores tjenester til tredjepartsejere – ikke kun til de parker, vi selv udvikler. I de seneste år har vi også udviklet nye teknologiske løsninger, der gør det muligt for os at optimere elproduktionen til en lavere omkostning. Vores ambition er, at asset management skal blive en væsentlig indtægtskilde for virksomheden, og denne aftale er et vigtigt skridt i den retning,” siger Jacob Saust Johansen, EVP for Operations and Management i European Energy.
“Vi ser derfor frem til at overtage driften af Gedmose solpark og sikre ejerne en stabil og effektiv partner.”
Solcelleparken er ejet af HEARTLAND. Parkens elproduktion er dækket af en elkøbsaftale med BESTSELLER, Normal, nemlig.com og Faerch.
”Vi etablerede solcelleparken som et led i vores ambition om at investere langsigtet i vedvarende energi og i den grønne omstilling. I de seneste år er vi blevet bekræftet i vigtigheden af en stærk energiinfrastruktur, der kommer alle til gode. Vi glæder os over, at vi får en dygtig partner til at varetage den daglige drift, og som sikrer, at parken fortsat bidrager effektivt til Danmarks energiforsyning,” siger Kasper Reggelsen, kommunikationschef i HEARTLAND.
European Energy har i de seneste år investeret målrettet i at styrke sine kompetencer inden for drift og vedligehold af vedvarende energianlæg. Virksomheden har udviklet specialiserede tekniske og digitale kompetencer med fokus på avancerede dataværktøjer og realtidsanalyser, som gør det muligt at identificere forbedringspotentialer og reducere nedetid.
European Energy forventer i de kommende år at udvide sine aktiviteter inden for drift og vedligehold yderligere – både i Danmark og internationalt – som led i ambitionen om at levere en samlet serviceportefølje, der dækker hele værdikæden inden for vedvarende energi.
Kontakt
European Energy
Ming Ou Lü
PR Manager
+45 3126 9376
miol@europeanenergy.dk
HEARTLAND
Kasper Reggelsen
Head of Communication
+45 5215 1011
kasper.reggelsen@bestseller.com