Spring til indhold

Pressemeddelelse

European Energy leverer solidt første kvartal i 2025 og indleder produktion af e-metanol

maj 28, 2025

Virksomheden producerer sin første e-metanol i Danmark og udvider sin globale tilstedeværelse.

European Energy kom godt fra start i 2025 med solide finansielle resultater og en stor bedrift inden for grøn brændstofproduktion.

I første kvartal producerede virksomheden sin første e-metanol fra anlægget i Kassø i Sydjylland. Anlægget har en årlig kapacitet på 42.000 ton, og de første leverancer til kunder fandt sted umiddelbart efter kvartalets afslutning. Det er den første grønne metanol, som er certificeret efter ISCC EURFNBO-standarden.

Selskabet leverede samtidig et solidt finansielt resultat med en EBITDA på 342 mio. kr. og fastholder forventningerne til helåret på 1,49–2,24 mia. kr. Resultat før skat udgjorde 263 mio. kr., primært drevet af projektsalg i USA og Danmark. Energisalget var en smule lavere end forventet på grund af svagere vindressourcer end normalt i Centraleuropa samt lave elpriser.

”Produktionen af vores første e-metanol fra vedvarende energi markerer et vigtigt skridt i udrulningen af grønne brændstoffer til sektorer, der er vanskelige at dekarbonisere. Det viser, at vi ikke blot arbejder med ambitiøse idéer – vi leverer konkrete resultater. Sammen med et af vores stærkeste kvartaler til dato understreger det virksomhedens styrke,” siger Jens-Peter Zink, Deputy CEO i European Energy.

Ved udgangen af kvartalet havde European Energy 1.219 MW under opførelse – en stigning fra 1.151 MW ved udgangen af 2024.

Den samlede elproduktion i kvartalet udgjorde 496 GWh, med Danmark, Brasilien, Polen, Tyskland og Sverige som de største bidragydere. Det svarer til en undgået CO₂-udledning på 119.186 ton. Investeringer i digitale kapaciteter er fortsat et strategisk fokusområde med særligt fokus på datadrevne løsninger til optimering af energiproduktion.

European Energy udvidede samtidig sin tilstedeværelse i Australien, hvor det indviede Mokoan Solar Park på 58 MW i delstaten Victoria – den første solpark, som European Energy selv har udviklet og opført i landet. Med en projektpipeline på 9 GW forventer virksomheden, at Australien bliver et væsentligt vækstmarked.

EU’s Clean Industrial Deal fortsætter med at fremme elektrificering, udbygning af vedvarende energi og styrket energiuafhængighed. Det forventes at understøtte European Energys aktiviteter i hele EU.

Trods globale handelsspændinger – særligt med involvering af USA – har European Energy oplevet minimal påvirkning. Det skyldes, at virksomhedens primære markeder er i Europa og Australien, hvor komponenter indkøbes til global priser uden særlige importafgifter.

I første kvartal 2025 stammede 100 % af European Energys omsætning fra vedvarende energi af aktiviteter, der er berettigede i henhold til EU’s taksonomi, hvilket understreger selskabets fortsatte engagement i den grønne omstilling.

Rapporten kan læses her: Q1 rapport

Kontakt

Ming Ou Lü

PR Manager

3126 9376

miol@europeanenergy.dk