Spring til indhold

Pressemeddelelse

European Energy leverer driftsresultat på over en milliard kroner i 2024

feb 28, 2025

Stærk projektpipeline og forbedrede markedsforhold giver grundlag for fornyet vækst i 2025, på trods af at den økonomiske præstation i 2024 ikke nåede årets guidance.

European Energy fremlægger i virksomhedens årsrapport for 2024 et driftsresultat på DKK 1,08 mia. Det er et fald fra DKK 1,34 mia. i 2023 og under virksomhedens oprindelige guidance på DKK 1,73 mia. Resultatet før skat var DKK 307 mio. sammenlignet med DKK 950 mio. året før, mens resultatet efter skat var DKK 335 mio.

Virksomheden præsterede sit bedste kvartal nogensinde i fjerde kvartal 2024 med en omsætning på DKK 1,32 mia., et driftsresultat på DKK 1,16 mia. og et resultat før skat på DKK 855 mio. Faldende strømpriser i årets første halvdel og forsinkelser i godkendelser af projektsalg i fjerde kvartal påvirkede dog det samlede resultat for året.

”Vores finansielle resultater levede ikke op til vores guidance. Alligevel har vi vist, at vi kan levere et pænt driftsresultat og et positivt resultat før skat, selvom der har været udfordrende makroøkonomiske forhold. Det er et solidt fundament, vi har skabt i 2024. Vi ser på en række salg, der var forventet i 2024, men som i stedet vil finde sted i 2025, og samtidig oplever vi stabiliserede elpriser og faldende renter,” siger Knud Erik Andersen, adm. direktør for European Energy.

European Energys egenkapital blev mere end tredoblet i 2024 til DKK 7,7 mia., efter at Mitsubishi HC Capital opkøbte 20 procent af virksomheden. Dette resulterede i en kapitaltilførsel på cirka DKK 5,25 mia.

I 2024 satte European Energy sin første Power-to-X-facilitet i drift, tilsluttede sit første projekt til elnettet i Australien, påbegyndte opførelsen af sin første vindmøllepark i Grækenland og startede sit første solcelleprojekt i Letland. Derudover blev der igangsat bygningsaktiviteter i mere end syv forskellige markeder i løbet af året. Denne aktivitet afspejler en diversificeret portefølje på tværs af virksomhedens 25 markeder.

European Energy gik også ind i batterilagring i 2024. I dag har virksomheden opbygget en pipeline på cirka 21 GWh batterilagringsprojekter i Danmark, Litauen, Sverige, Storbritannien, Tyskland, USA og Australien.

European Energys omsætning er klassificeret som værende 100% i overensstemmelse med EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter (Taxonomy). European Energy har samlet set syv Taxonomy-berettigede aktiviteter. Dette vidner om virksomhedens bidrag til at mitigere klimaforandringerne.

Samlet set har European Energy produceret 2.079 GWh vedvarende elektricitet fra egne aktiver. Det har bidraget til at reducere udledningen af CO₂ med næsten en halv million tons, svarende til en stigning på 15 procent sammenlignet med 2023.

På havvindsiden sikrede European Energy i 2024 etableringstilladelser til to havvindprojekter i Danmark. Disse projekter vil være de første havvindparker, som virksomheden udvikler.

Vi har et stærkt fokus på at nå vores strategiske prioriteter i 2025. Det betyder, at vi skal skalere vores organisation til vores voksende pipeline og levere værdi til alle vores interessenter. Vi opbyggede et stærkt momentum i fjerde kvartal af 2024, og med forbedrede markedsforhold ser vi frem til et år med fornyet vækst for virksomheden,” siger Jens Due Olsen, bestyrelsesformand for European Energy.

I 2025 forventer European Energy, at væksten vil stige i forhold til 2024 på grund af den høje aktivitet i virksomheden. Der er dog stadig en række eksterne risici, selvom virksomheden grundlæggende forventer forbedringer i det overordnede marked for vedvarende energi i det kommende år.

European Energy forventer et driftsresultat i 2025 i intervallet DKK 1,5-2,3 mia. Virksomheden forventer, at de finansielle resultater vil variere kvartalsvis, primært afhængigt af timingen for frasalg af energiparker.

Fakta for 2024

  • 2,2 GW projekter nåede “Ready-to-Build”-stadiet
  • 1,8 GW af strømhandelsaftaler (PPA’er) underskrevet
  • 0,65 GW af kontrakter for forskelsbetaling (CfD’er) sikret
  • 479 MW blev tilsluttet elnettet i fem lande
  • 2.079 GWh blev produceret fra egne aktiver

Kontakt

Ming Ou Lü

PR Manager

+45 3126 9376

miol@europeanenergy.dk