Pressemeddelelse
European Energy starter drift af Holsted Solar Park
dec 20, 2024
Holsted Solar Park går i drift og bidrager til Danmarks grønne omstilling med strøm til 45.000 husstande.
European Energy har startet driften af Holsted Solar Park. Parken har en godkendt kapacitet på 175 MW og kan producere strøm, der svarer til elektricitetsforbruget af omkring 45.000 europæiske husstande.
Holsted Solar Park er en af kun tre solparker i Danmark, der er direkte forbundet til det danske højspændingsnet. Dette skyldes solparkens størrelse og kapacitet, som kræver avancerede tekniske installationer for at sikre en stabil og effektiv leverance af elektricitet til nettet. Implementeringen af disse installationer er gennemført i løbet af 2024 i tæt samarbejde med Energinet, der er ansvarlig for det danske elnets stabilitet.
„Vi har haft et konstruktivt og produktivt samarbejde med Energinet, som har vejledt os omkring de formelle krav og specifikationer, der skal opfyldes for at forbinde en solpark af denne størrelse til højspændingsnettet. Vi er stolte over at have levet op til disse krav og glade for, at vi nu kan bringe en af Danmarks største solparker i drift,” udtaler Poul Jacobsen, EVP og chef for EPC-afdelingen hos European Energy.
Energinet er også glade for samarbejdet og fremhæver projektets betydning for Danmarks grønne omstilling.
“For at nå Danmarks klimamål er det helt centralt, at vi får tilsluttet store mængder VE-produktion til vores elnet, og Holsted Solar Park er et betydeligt bidrag hertil. Derfor ser vi med tilfredshed på, at endnu et anlæg er tilsluttet efter en konstruktiv samarbejdsproces,” lyder det fra Jeanette Bodi Sørensen, afdelingsleder i Energinet.
Kontakt
Ming Ou Lü
PR Manager
miol@europeanenergy.dk
3126 9376