Spring til indhold

Pressemeddelelse

Hvidbog: Grøn strøm har flere afgifter end fossile brændstoffer

dec 03, 2024

European Energy har lanceret en hvidbog, som afslører en lang række udfordringer for vedvarende energi i Danmark – herunder de højere afgifter på grøn strøm end på fossile brændstoffer.

En ny hvidbog fra European Energy sætter fokus på de alvorlige udfordringer, der har bremset udbygningen af landvind og solenergi i Danmark. Det er et år siden, den første udgave udkom, og situationen er kun blevet mere kritisk.

I dag er der flere afgifter på grøn strøm end fx benzin, diesel og naturgas. Det betyder, at der er skabt en flaskehals for den grønne omstilling. Blandt de væsentligste udfordringer fremhæves:

  • Eksploderende omkostninger til nettilslutning: Introduktionen af producentbetalinger fra 1. januar 2023 har gjort nettilslutning markant dyrere. For visse projekter udgør nettilslutningen op til 60 % af de samlede omkostninger ved etableringen af en vedvarende energipark.
  • Negative elpriser og lav elektrificeringsgrad: 2024 har haft rekordmange timer med negative elpriser, hvilket blandt andet skyldes højere afgifter på grøn strøm sammenlignet med fossile brændsler. Dette hæmmer elektrificeringen af det danske samfund og holder Danmark langt fra målet om selvforsyning med grøn energi.
  • Ukonkurrencedygtige energipriser: Ifølge Draghi-rapporten er strømpriserne i Europa 2,5 gange højere end i USA og Kina. Mens energipolitik i disse lande er tæt koblet til industripolitik, synes energipolitikken i Danmark at være domineret af skattepolitiske hensyn.

“Danmark bør have som ambition, at vi skal køre på 100 pct. grøn strøm hurtigst muligt, men i dag er det kun 15-20 pct. af vores samfund, som er elektrificeret.. Og så bør vi stræbe efter en førerposition – ikke kun i Europa, men globalt – inden for udvikling og opstilling af grønne energiprojekter,” siger Knud Erik Andersen, adm. direktør for European Energy.

“Det vigtigste lige nu er at se på forbrugersiden – og her bør vi sænke elafgifterne. I dag giver det ikke mening for almindelige danskere at skifte fra fx gasfyr til varmpepumpe. Det er underligt, at vi på den måde forhindrer en grøm omstilling af samfundet.”

Nye anbefalinger til handling

Den opdaterede hvidbog præsenterer 10 konkrete anbefalinger til at genstarte udviklingen af landvind og solenergi i Danmark. Disse omfatter forslag til reformer, der kan reducere omkostningerne og fremme elektrificeringen, så Danmark kan genvinde sin position som en grøn frontløber i Europa.

Kontakt

Ming Ou Lü

PR Manager

+45 3126 9376

miol@europeanenergy.dk