Pressemeddelelse
European Energy indtræder i ejerkredsen af Ammongas
jul 01, 2022

Den danske virksomhed Ammongas A/S, der arbejder med opgradering af biogas og carbon capture får European Energy som ny majoritetsejer.
Opkøbet betyder, at European Energy kan være med til at understøtte udbygningen af biogas i Danmark og resten af verden. Derudover bliver European Energy også en frontløber inden for carbon capture. European Energy kan desuden drage fordel af de erfaringer og teknologier, som Ammongas har i kommende PtX-projekter.
– Vi ser en stærk portefølje af interessante teknologier og know-how hos Ammongas, der støtter den massive udbygning af specielt PtX-projekter, som vi i dag har under udvikling, siger Knud Erik Andersen, adm. direktør for European Energy.
Købet af Ammongas sikrer European Energy adgang til stærke kompetencer inden for CO2 fangst og forædling og vil muliggøre klare synergier med den hastigt voksende PtX forretning. Derudover vil det placere European Energy i en stærk position inden for biogen CO2, der er en væsentlig byggesten, når der gennem PtX produceres e-fuels.
Ammongas
Ammongas blev stiftet i 2002 og er i Danmark markedsleder inden for opgradering af biogas gennem udskilning af CO2. De senere år har virksomheden bevæget sig mere ind i området for forædling af CO2 og står blandt andet bag et af de første operationelle pilotprojekter i Danmark. Ammongas er i gang med en internationalisering med flere projekter udenfor Danmarks grænser i både Europa og USA.
– Vi står i Ammongas over for et stærkt voksende marked, både inden for vores traditionelle forretningsområde med biogasopgraderinger og det hastigt voksende område med carbon capture. Vi ser et fantastisk match med European Energy, hvor vi kan kombinere kompetencer, erfaringer og finansielle muskler til at sikre en stærk position inden for begge områder, siger Anker Jacobsen, adm. direktør for Ammongas
European Energy overtager 51% af aktierne i Ammongas og Anker Jacobsen fortsætter som adm. direktør i Ammongas.
Kontakt
Ammongas
Anker Jacobsen
+45 24657642
European Energy
Ming Ou Lü
PR Manager
+45 3126 9376