Spring til indhold

Pressemeddelelse

Vestas og European Energy planlægger at gøre Frederikshavn til knudepunkt for fremtidens havvindmølleteknologi

maj 12, 2022

European Energy og Vestas er gået sammen om ambitionen om at gøre Frederikshavn til et globalt knudepunkt for test og demonstration af ny havvindmølleteknologi. Samarbejdet har til formål at opstille tre af Vestas’ V236-15.0 MW havvindmøller på tre af de fem testpladser, som European Energy er ved at udvikle ca. 4 km øst for Frederikshavn havn.

European Energy har arbejdet med projektet i flere år og administrerende direktør i selskabet er tilfreds med udsigten til et samarbejde med Vestas og muligheden for et dansk test- og demonstrationsområde for ny havvindmølleteknologi:

”Vi ser frem til samarbejdet med Vestas om at gøre Frederikshavn til et knudepunkt inden for havvindmølleteknologi. Hvis det lykkes os at få de her vindmøller etableret ude på havet, vil Danmark stå helt fremme globalt som hjemsted ikke bare for udvikling, men også test af fremtidens havvindmølleteknologi,” siger Knud Erik Andersen.

Vestas lancerede tilbage i februar sidste år sin nyeste havvindmølle V236-15.0 MW og er i fuld gang med at producere den første prototype, som forventes rejst i Østerild vindtestcenter senere i år. Vestas ser det som en vigtig brik i udrulningen af de nyeste havvindmøller at kunne opføre og teste havvindmøllerne på vandet ud for Frederikshavn.

”Vi arbejder på at få rejst vores flagskibsmølle herhjemme i Danmark og ser frem til samarbejdet med European Energy om at få etableret havvindmøllerne på testpladserne ud for Frederikshavn Havn. Placeringen giver os en unik mulighed for at teste vindmøllerne tæt på vores fabrikker og udviklingsafdelinger i Danmark inden møllerne går i serieproduktion og skal eksporteres til havvindprojekter i hele verden. Hvis Frederikshavn-projektet bliver realiseret, kan det derfor blive helt centralt for vores fremtidige havvindmølleforretning,” siger Christian Gjerløv teknologichef for havvind hos Vestas.

Vestas ønsker at bruge testvindmøllerne til at afprøve teknologien på havet samt opbygge tidlig erfaring med installationsmetoder og træning af teknikere som led i at sikre, at installation og vedligehold af havvindmøllerne kan foregå så sikkert og effektivt som overhovedet muligt.

Frederikshavns Byråd gav i 2018 grønt lys til, at havvindmølleprojektet kunne udvikles. Siden da har European Energy arbejdet på de nødvendige miljøundersøgelser, som nu har fået grønt lys fra myndighederne og sendes i høring senere i denne måned. European Energys administrerende direktør Knud Erik Andersen glæder sig over, at projektet nu er nået et vigtigt skridt videre mod realisering i 2024:

”Vi har set frem til at komme videre med projektet i Frederikshavn, både fordi udviklingen af ny grøn teknologi er afgørende i kampen mod klimaforandringerne, og fordi vi ser et stort potentiale for at skabe et meget interessant centrum for grøn energi i Nordjylland. Hvis det lykkes os at få havvindmøllerne på plads, vil vi endvidere gå efter at udnytte strømmen i et Power-to-X-anlæg på havnen, som kan være med til at producere grønne brændstoffer til bl.a. skibsfarten,” siger Knud Erik Andersen.

For yderligere information, kontakt:

European Energy

Mathias Berg, +45 31 71 75 88  – mabe@europeanenergy.com

Vestas

Kristian Holmelund Jacobsen, +45 52 21 14 67 – krhja@vestas.com